Det er efterhånden uundgåeligt at den teknologiske udvikling overtager flere funktioner, og dermed gør arbejdet for mennesker mere effektivt og præcist. Dette gælder naturligvis også indenfor supply chain management og eksport, som nu betragtes og omtales som digital supply chain management(DSCM) mange steder.

Men hvori består forskellen fra traditionel supply chain management (SCM) til den digitale?

Overordnet set betyder SCM håndteringen af en given virksomheds vare- og materialestrømme fra råvareleverandør til slutforbruger. Således handler SCM om at få interaktionen mellem de forskellige aktører i virksomhedens værdiskabende aktiviteter til at spille bedst sammen.

På hvilken måde adskiller digital supply chain management sig fra den traditionelle SCM?

Ifølge BitSight findes der to forskellige definitioner på digital supply chain management.

Hver især har fokus på forskellige aspekter af hvordan nye, digitale teknologier kan hjælpe med at effektivisere, optimere og radikalt ændre forsyningskæden og eksporten. Denne udvikling er allerede i fuld gang, og vil kun intensiveres i de kommende år i takt med, at teknologien udvikler sig med hastige skridt, og samtidig også bliver mere tilgængelig.

Definition 1: De digitale aspekter af den fysiske forsyningskæde

Den første definition beskæftiger sig med de digitale aspekter af den fysiske supply chain. Her ser man på, hvordan udviklingen og implementeringen af avancerede, digitale teknologier, såsom blockchain, maskinlæring, kunstig intelligens (AI), og lignende kan hjælpe med at forbedre den traditionelle, gamle forsyningskæde. Rent forenklet kan man sige, at der er tale om en forsyningskæde med en ekstra, digital dimension. I bund og grund handler det for de ansvarlige stadig om at øge effektiviteten og margenerne.

Eksempler på teknologierne, der anvendes til at forbedre hvert led i forsyningskæden, og dermed nå de endelige slutmål, er bl.a. ‘predictive analytics’, der kan optimere lagerbeholdningen og forudsige efterspørgsel. Derudover anvender man også  automatiske genopfyldningsløsninger, ligesom der også gøres brug af robotteknologier, der kan gøre samlingen af varer og udvælgelsen hurtig. Foruden dette gøres der også brug af sensorer, der kan give et feedback i realtid fra produktionsudstyret og køretøjerne til transport.

Definition 2: Kæden af teknologivirksomheder involveret i leveringen af digitale produkter

I den anden definition af digital supply chain management (DSCM), ses denne som en kæde af teknologivirksomheder, der er involveret i leveringen af digitale produkter.

Oprindeligt refererede det til forsyningskæden af digitale produkter, der eksisterede i fysisk form, såsom eksempelvis e-bøger og mp3-afspillere.

I dag er definitionen og forståelsen udvidet til også at omfatte de forsyningskæder, der bidrager til at levere ethvert digitalt produkt. Det kan eksempelvis være en hjemmeside eller en software platform. Ser man på en e-commerce webside er der i dag en lang række leverandører, der bidrager til at siden kan fungere optimalt. I dens forsyningskæde indgår websideudviklerne, dens administratorer, cloud-virksomheden, der opbevarer hjemmesidens data, CMS-udbyderen, samt de enheder som de besøgende anvender for at tilgå hjemmesiden. Derudover skal der også medregnes udbydere af tredjeparts teknologier, der giver hjemmesiden funktionalitet. Det kan være diverse plugins, avancerede analyseservices, lagertracking løsninger, chatbots o.s.v. Således bliver forsyningskæden ved inddragelse af de nye, digitale løsninger længere, og mere kompleks end i den traditionelle forsyningskæde. Dermed kan kæden også blive svækket hvis en af delene bliver udsat for hacking eller brud på datasikkerheden. Dette rammer og påvirker alle led i kæden.

Digital supply chain management er fremtiden

Hos McKinsey opererer man med begrebet Supply Chain 4.0, som er defineret således:

Supply Chain 4.0: anvendelsen af “internet of things”, brugen af avanceret robotteknologi, og anvendelsen af avanceret analyse af big data i supply chain management. Der placeres sensorer i alt, skabes netværk over det hele, alt automatiseres og analyseres for betydeligt at forbedre præstationen og kundetilfredsheden”.

Denne tilgang afspejler den enorme forandring, der er sket indenfor SCM i takt med, at de digitale teknologier har udviklet sig i en rivende fart, og dermed radikalt ændret måden, hvorpå SCM fungerer og opererer i dag. Tidligere havde logistik udelukkende en operationel funktion som rapporterede til salg eller fremstilling. Dermed fokuserede logistikken på at sikre forsyning til produktionen, og levering til kunderne, alt sammen under en uafhængig ledelsesfunktion i forsyningskæden. Denne supply chain management funktion er i dag blevet til avancerede planlægningsprocesser, såsom analytisk efterspørgselsplanlægning eller integreret salgs-og funktionsplanlægning (S&OP; sales and operations planning). Resultatet er, at disse planlægningsprocesser i dag er blevet faste forretningsprocesser i mange virksomheder.

Trends indenfor supply chain management

 Som følge af den måde teknologien har været med til at omforme SCM, kræves det også, at virksomhederne gentænker den måde, hvorpå deres SCM-system er designet og struktureret. Dette grundet, at der stadig dukker flere nye teknologier op som ændrer den måde, hvorpå der arbejdes.

Der findes flere forskellige områder, som påvirker supply chain management.

Forbrugeradfærd påvirker SCM

For det første vokser de landlige områder overalt i verden og dermed også rigdom, som bevæger sig ind i regioner, der ikke tidligere er blevet betjent. Dertil kommer det øgede fokus på klima og bæredygtighed i form af reduktion af carbon-udledning, samt trafikregulering. En anden påvirkende faktor, er ændringer i demografien, som påvirker arbejdskraften i form af flere ergonomiske krav, i det arbejdsstyrkens alder stiger. For det tredje er forbrugernes  forventninger også stigende. De har i langt højere grad forventninger til servicen. Oven i det, så går trenden også i retning af yderligere individualisering og tilpasning til den enkeltes ønsker og behov. De mange online shopping-muligheder er også med til at påvirke konkurrencen indenfor forsyningskæderne. For at kunne håndtere de ændrede krav fra forbrugerne er det nødvendigt, at forsyningskæden bliver hurtigere til at omstille sig selv og dens processer. Udover det, skal den være mere præcis til at opdatere systemer så de modsvarer de skiftende forbrugertendenser.

Supply Chain 4.0 ser således ud i praksis:

e export

Supply Chain 4.0

Digitaliseringen af supply chain gør dermed virksomhederne i stand til at tage hånd om de nye krav fra forbrugerne, udfordringerne på leveringsdelen, samt forventningerne til forbedring af effektivitet. Som følge heraf vil digitaliseringen skabe en Supply Chain 4.0 som vil være væsentlig hurtigere. I kraft af de nye tilgange og metoder til distribution af produkter vil leveringstiden blive reduceret. Dette sker på baggrund af avancerede tilgange til forudsigelser(forecasting), såsom analyser af interne og eksterne faktorer. Det kan være markedstrends, vejrforhold, efterspørgsel osv. Disse forudsigelser giver et mere klart og tydeligt billede af kundeefterspørgslen, og foretages på ugebasis.

Et andet resultat af digitaliseringen vil også gøre supply chain mere fleksibel. Planlægning i realtid og ad hoc, bevirker at en virksomhed kan reagere mere fleksibelt på ændringer i efterspørgsel eller levering. Planlægningscyklusser og fastlåste perioder minimeres, og planlægning bliver i stedet en løbende process som gør, at virksomheden kan reagere dynamisk, og omstille sig til skiftende krav eller begrænsninger. Det kunne f.eks. være i forhold til produktion i realtid eller feedback vedrørende kapacitet fra maskiner. Så snart produkterne er sendt afsted kan den store fleksibilitet give kunderne mulighed for at omdirigere forsendelsen til det sted som passer bedst.

En anden fordel ved digitaliseringen er at supply chain bliver mere præcis. De nye performance management systemer giver en gennemsigtighed i realtid gennem hele forsyningskæden. Man sikrer derved at information når alle led, og dataen giver en fælles informationsbasis  på alle  niveauer i kæden. Man kan således integrere dataen fra leverandører og serviceudbydere i en såkaldt “supply chain cloud”, som sikrer at alle de involverede partere har samme information at handle ud fra.

Effektivisering af den klassiske supply chain

Øget effektivisering er en anden fordel ved digitaliseringen af supply chain management. Denne effektivisering skyldes automatisering af både fysiske opgaver samt planlægningen dertil. Robotter håndterer materialerne helt automatisk inkl. følgende vareprocesser varemodtagelse, aflæsning, sætte dem på plads, pakke dem og sende dem. Selvkørende biler transporterer dernæst varerne videre i netværket. For at optimere udnyttelsen af lastbiler og gøre transporten mere fleksibel, anvendes der en optimering af transporten på tværs af en virksomhed så man kan dele kapaciteten mellem virksomheder. Netværket optimeres løbende for at kunne være optimalt til virksomhedskravene.

Ved på denne måde at tænke digitaliseringen ind i supply chain management, og dermed drage nytte af de fordele som det giver kan virksomhederne virkelig optimere forsyningskæden, og dermed være et skridt foran i forhold til leverancer fra leverandører og samarbejdspartnere. Virksomheder kan også give kunderne en forbedret service og hurtigere, mere fleksibel og pålidelig levering som efterspørges. Implementering af digitale processer er derfor et must for virksomhederne, hvis de vil beholde deres kunder, og være konkurrencedygtige på et globalt marked med øget konkurrence.

Hvordan kan vi hjælpe dig?

Hos ClearView Trade har vi udviklet en digital løsning i form af Eksportportalen, som hurtigt og nemt hjælper dig i gang med at eksportere dine varer. Det sikrer, at du undgår unødvendig spildtid, da du kan overføre alle vigtige dokumenter til systemet. Samtidig har du også mulighed for at klare booking af transport, udfylde de nødvendige transport, handels-og eksportdokumenter samt certifikater. Vi er dermed eksperter i alt der vedrører transport, logistik og handel.

Kontakt os her